Vores visioner & værdier

Hvem er vi?

Blære Friskole og Børnehus’ slogan er “fra bog til virkelighed”, i den betydning, at vi gerne vil uddanne vores børn således de er i stand til at omsætte den boglige læring til praksis-viden. Derfor er det vigtigt med tid til fordybelse, så børnene får mulighed for i højere grad at røre og gøre tingene.   

Fællesskab & individualitet

  • Blære Friskole og Børnehus vægter fællesskabet højt.  
  • De enkelte børn skal udvikle sig individuelt som en del af et forpligtende fællesskab. Der skal være plads til forskellighed og hverdagen skal tilrettelægges således at det enkelte barn kan finde mening med tingene og være motiveret for at modtage læring der hvor det befinder sig lige nu.  
  • Vi vil bestræbe os på at være rummelige og se børnenes forskelligheder som en styrke, der er med til at udvikle de andre børns rummelighed.  
  • Vi vil møde de enkelte børn forskelligt, for at give dem samme muligheder.  

Faglighed

  • Blære Friskole og Børnehus har et højt fagligt niveau. Vi mener dermed, at vi ønsker at udnytte det enkelte barns potentiale fuldt ud.  
  • Børnene skal være bevidste om deres egne kompetencer og forstå at udnytte dem til fulde.   
  • Faglighed og gode værdier skal gå hånd i hånd.  
  • Børnene skal udvikle et højt selvværd så de kan hvile i sig selv og sige fra overfor livets vanskeligheder.  

Overgange

  • Der skal være et stærkt bånd mellem vuggestue, børnehave, skole og SFO, og frem for alt gøre overgangene mellem de forskellige afdelinger så naturlige som muligt, både for børn og forældre.  
  • Vi vil skabe naturlige overgange ved at tilrettelægge hverdagen, så børnene kender børnene og de voksne i de andre afdelinger, så de i overgangene ikke skal mødes af fremmede samtidig med andre rutiner.  
  • Ved at arbejde ud fra samme pædagogik vil vi ligeledes skabe en rød tråd gennem børnenes år i vores vuggestue, børnehave, skole og SFO.  

Dannelse

  • Vi vil danne vores børn til hele mennesker, der har udviklet sociale kompetencer, har udviklet evnen til at tage kritisk stilling og forholde sig reflekterende og undrende til andre mennesker og den verden vi lever i. Således at de står stærkt på egne ben og tør at sige fra.  
  • Vi vil støtte børnene i at skabe deres egen identitetsskabende fortælling således at de ser sig selv som en del af verden og verden som en del af dem selv.   
  • Dannelse i form af social, videnskabelig og kulturel viden, som giver børnene et kendskab til den verden de lever i både lokalt og nationalt, skal have en fremtrædende plads på Blære Friskole og Børnehus.  
  • Vi skal bibringe børnene dannelse ved at præsentere dem for forskellige dele af den verden vi lever i og som de efter deres skoletid skal være en integreret del af og har mod til at udforske fuldt ud.  

Forældre og lokalsamfund 

    • Blære Friskole og Børnehus skal være et samlingssted for hele Blære by og opland, så alle synes det er deres skole, som de vil kæmpe for og med.  
    • Vi skal skabe et fællesskab ved at invitere indenfor, både til vores egne og andres arrangementer, så alle synes det er naturligt at komme og gå på skolen. Ligesom vi skal deltage i aktiviteter i lokalsamfundet og være en aktiv medspiller i livet her.  
    • Forældre til børn i børnehuset og på skolen skal være bevidste om at det er deres skole, hvor de har mulighed for at gøre deres indflydelse gældende, først og fremmest ved at deltage i organisationens generalforsamling, men også ved at være en aktiv medspiller i hverdagen, ved at deltage i arrangementer, støtte op om organisationens værdigrundlag, følge med på Skoleintra og have deres gang på skolen, så de ved hvordan dagligdagen foregår.  
    • Forældre skal tage del i organisationens virke og se sig selv som en medspiller, der har et ansvar for at vi skaber den bedste daginstitution og skole for vores fælles børn.