Onsdag den 9. august tog vi hul på det 8. skoleår i Blære Friskole og Børnehus’ historie.

Der var traditionen tro indbudt til fest i Multicentret med spisning, sang, velkomsttaler mm.

Her er uddrag fra skoleleder Morten Nebels tale til forældrene, mens eleverne var ude i klasserne:

 

Velkommen til et nyt skoleår og velkommen til jer som forældre

Den næste lille times tid skal eleverne ud i deres nye klasse og/eller gruppe. De skal have fortalt lidt om deres ferie til de andre, og lærerne skal fortælle lidt om, hvad det kommende skoleår vil indeholde. Vi skal også kigge lidt fremad og ind i det nye skoleår, så I som forældre også er godt forberedte på, hvad der venter os alle sammen.

Der er ikke sket de store forandringer i løbet af ferien i år. Vi har ikke haft håndværkere eller lavet om på noget. Lone har vasket og vokset nogle af vores gulve, så de er rene og pæne. Der er blevet skiftet et vindue i gavlen ved indskolingen, men det er vidst også det eneste.

Der er blevet arbejdet videre med projektet omkring den nye vuggestue, som vi skød i gang i foråret og bl.a. samlede en masse penge ind til via cykelsponsorløbet. Der er blevet arbejdet med ansøgninger til flere fonde. Der har været en slags licitation, hvor nogle håndværkere har været inviteret til at give bud på opgaven. Projektet hedder ikke ”bare” vuggestue, men har fået et rigtigt spændende navn, der hedder ”Multifunktionelt univers til småbørn på landet”. Det betyder, at de nye lokaler ikke bare skal bruges til vuggestue i dagtimerne, men også kan bruges til mange andre funktioner i eftermiddags- og aftentimerne. Der er stadigvæk stor optimisme omkring projektet, og vi håber, at vi kan komme i gang i starten af det nye år. Der er flere af fondene, vi først får svar fra senere på efteråret. Indtil da vil vi fortsat bruge det gule hus så meget, vi kan, da der er fyldt godt op i børnehuset i både vuggestue og børnehave.

I øjeblikket er der rimelig ro på det politiske omkring friskoler. Vi har været nævnt flere gange i medierne de seneste dage, idet der er startet en del friskoler de senere år. De fleste af disse er startet, fordi kommunerne har nedlagt mange små folkeskoler i yderområderne. De indslag jeg har hørt, synes jeg har givet et ganske fint indblik og fortælling om os som friskoler. At vi er med til at løfte en stor opgave rigtigt mange steder, og at mange forældre prioriterer friskoler, fordi der er en større nærhed og et større samspil mellem skole og hjem. Der er ofte en større rummelighed, og det er nemmere for eleverne at være sig selv, idet man ikke skal leve op til så meget. Her i kommunen er der 3 folkeskoler, der skal lukke, og jeg tror, der starter mindst én friskole af dem. Flere har spurgt til, om det har nogen betydning for os, at der lukker friskoler i VHK, men vi har ikke kunnet mærke noget, idet de 3 folkeskoler ligger et stykke væk fra os.

I mandags blev jeg ringet op af en journalist fra Aars avis, der gerne ville høre noget om det at være friskole. Her startede jeg faktisk med at sige, at Friskole er noget vi er sammen. Dvs. forældre, elever og skolen. Det at være forældre på en friskole er et aktivt tilvalg, som I alle som forældre har taget. Det kan der være flere gode grunde til. Det kan være skolens placering, afstand fra hjemmet, skolens profil, skolens værdisæt, kendskab til medarbejdere, skolens aktiviteter, skolens muligheder osv.

Uanset hvad, så handler det også om, at I som forældre har nogle forventninger til, hvad vi som skole kan gøre for jeres børn. At vi kan give dem en tryg og god hverdag. At vi vil møde dem som de mennesker, de er. At vi rent fagligt kan lære dem det, der er nødvendig for at kunne være duelige i et moderne samfund. Resten af samtalen med journalisten blev også noget af det, som jeg siger eller har sagt her i aften. Jeg kan se, at det er i avisen, der udkommer i dag.

Alle ting kræver ressourcer, og de bedste ressourcer på en friskole er tid og hænder. Vi kan tilbyde forholdsvis små klasser/grupper, hvor der oftest er mellem 10 og 20 pr. gruppe. Dette sammenlignet med større skoler, hvor der oftest er mellem 20 og 30 i en klasse. De små klasser er selvsagt noget dyrere end de store klasser, idet der skal en lærer til hver klasse uanset antallet af elever. At vi ydermere ofte har en ekstra lærer på betyder også, at vi prioritere både trivsel og fagligheden rigtig meget.

For at dette kan lade sig gøre, må vi ”spare” nogle andre steder. Her er det netop, at I som forældre kommer ind i billedet. Hvis vi skal have flere hænder i det daglige, er der brug for flere praktiske hænder til andre ting. Håndværkere af enhver art er i dag en stor udskrift, hvis man skal have dem udefra, når der er brug for det. Derfor er jeres hjælp næsten uvurderlig. Hver gang én giver en hånd med omkring et eller andet, så sparer vi op til flere varme hænder til jeres børn. Det kan være når der er bryg for noget ophængning. Mindre tømmermæssige arbejder, samt de mange andre ad hoc-opgaver, der dukker op i løbet af året.

Og så er der alle de arrangementer i løbet af året, hvor jeres hjælp nærmest er en forudsætning for, at det kan lade sig gøre. I får hver et lille Årshæfte/årshjul, der nærmest er et lille leksikon. Heri kan I læse om skolen, formål, praktiske informationer, dagsrytme, der er et billede af de fleste medarbejdere, så man kan se, hvem der er hvem, og så er der en oversigt over arrangementer og over hvem, der skal hjælpe til.

Lad os håbe på et godt og almindeligt skoleår, hvor der er tid til både at være barn og elev.

Tid til fællesskab, sammenhold, leg, læring, udfordringer, nysgerrighed.

Lad os håbe på et skoleår, hvor restriktioner og udefra kommende påvirkninger ikke skal være med til at sætte dagsordenen, men hvor vi selv kan få lov at forme, udforme, arrangere og gennemføre alt det, vi gerne vil.

Velkommen til Skoleåret 2023-2024